Skrevet af: Danielle Spogárd, coach på Karrieredrøm.dk
Mange af os tror at vi ved, hvad vi vil – men når vi når målet, er succesfølelsen ikke 100 procent. Sjældent spørger vi os selv ”hvad vil jeg?” og vigtigst af alt – ”hvad vil jeg virkelig?”. Ofte går vi efter noget – et job, en titel, et hus, flere penge etc., fordi vi tror at det vil give os noget bestemt. Men når vi har jobbet, titlen, huset eller et større rådighedsbeløb, er der stadig noget der mangler – inderst inde.
Ved du, hvad du virkelig vil? Spørgsmålet kan, for nogle, synes enkelt og ligetil. Men hvorfor vil du det? Hvad vil det give dig at have det – og hvordan vil du egentlig få det?
Personligt, brugte jeg 10 år af mit liv på at gå efter et karrieremæssigt mål. Alt hvad jeg foretog mig havde målet som fokus. Jeg stoppede aldrig op og tænkte ”hvorfor vil jeg det egentlig?”. Jeg kendte mit hvad og hvordan, men ikke mit hvorfor, som nok er det vigtigste af de tre. Det var først, da jeg nåede målet, at jeg opdagede, at det ikke gav mig det, som jeg troede det ville give mig. Der manglede stadig noget.
Min indre stemme havde utallige gange forsøgt at fortælle, at tingene ikke var, som de skulle være. Jeg ignorerede det og ville ikke tage stilling til det. Det var for svært og uoverskueligt. Jeg vidste jo ikke helt præcist, hvad det var jeg ellers skulle lave – og jeg skulle jo vide det! Eller skulle jeg?
Ligeså dejlig, befriende og fantastisk en forandring kan føles – ligeså stor, usikker og nervepirrende kan den også være. Trygheden og sikkerheden er ofte lettest at vælge, og stille sig tilfreds med. Se trygheden og sikkerheden som dybfølte behov alle mennesker besidder - men lad det ikke standse dig. Kast dig i frit fald ud i uvisheden – og nyd rejsen!
Når du er bevidst om og accepterer konsekvenserne ved dit valg fuld ud – er valget ikke længere svært. Fuld accept fjerner frygt. At slippe kontrollen, og ønsket om at kunne fremtidslæse de næste 3 måneder, og egentlig helst 1 år frem - er fantastisk! Se det som en læringsproces. Fra start til slut – alle de beslutninger og ting, der sker med dig og rundt om dig forårsaget af dit valg. Du lærer af alle faktorer, positive som negative, og tager det med dig ud i fremtiden. Du har nok hørt andre sige ”intet er tilfældigt” og har måske stået med en vis skepsis overfor det. Men når du næste gang føler modgang, så prøv at finde gaven i det skete. Lær noget af alle situationer!
Når vi ved, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvordan vi gør det, så bliver vejen både sjovere, mere berigende og effektiv - og det kan jeg hjælpe dig med!
|