|
Af Eva Aargaard
De fleste ved, at en jobansøgning skal være gennemarbejdet, hvis den skal få ansøgeren videre til samtale. Sproget skal finpudses, layoutet skal være overskueligt. Til gengæld bliver et CV ofte bygget op efter en standartformular, hvor hverken indholdet eller opstillingen tilpasses efter det job, man søger. Umiddelbart kan man få den opfattelse, at et CV bare er et supplement til ansøgningen. At ansøgningen er redskabet til at fange læserens opmærksomhed, og CV'et bare er et katalog over de øvrige oplysninger. Men et CV, som skiller sig ud fra mængden, kan faktisk være afgørende for, om ansøgeren når videre. Og for om man i sidste ende får det job, man håber på.
Arbejdsgivere leder efter ansøgere, som kan tilbyde noget ud over det sædvanlige. En ansøger, der kan beskrive aktiviteter og erfaringer, som ikke dukker op på hvert andet CV, arbejdsgiveren læser, vil have større chancer for at komme samtale. Ifølge Rebacce Corfield, forfatter til bogen ”Preparing the Perfect CV”, er et usædvanligt CV et vigtigt redskab til at fange en arbejdsgivers opmærksomhed. Under alle CV'ets overskrifter kan man tilføje information, som på en eller anden måde springer i øjnene. Listen over uddannelser, man har fuldført, kan med fordel suppleres med eventuelle kurser, man har taget. Har man på et tidspunkt arbejdet frivilligt, tæller det også som arbejdserfaring. Også selvom det måske ikke er den slags information, man umiddelbart tænker på at inkludere.
I bogen www.søgjob.net, som er en guide til jobsøgning på internettet, anbefaler Marianne Steen, at man deler sit CV ind i seks afsnit: Personlige data, arbejdsrelaterede erfaringer, uddannelse, sprog, It-kendskab og Fritid. Afsnittet om fritid er en oplagt mulighed for at vise, at man skiller sig ud. I www.søgjob.net anbefales det, at man kun fortæller om sine aktive og specielle fritidsinteresser. Der er ingen grund til at skrive, at man kan lide at gå ture og læse bøger. Det er der sandsynligvis mange af ansøgerne, der kan. Men en fritidsinteresse, som viser, at man har en anderledes personlighed og en aktiv tilværelse ved siden af sit arbejdsliv, kan gøre en stor forskel for den virksomhed, man søger job hos. Mange rekruttørrer lægger vægt på at få et nuanceret indtryk af ansøgerens personlighed. Også på de områder, der ikke vedrører arbejdet direkte.
De fleste arrangerer alle informationer i CV'et kronologisk. Man starter med sit nuværende arbejde og den sidst afsluttede uddannelse og beskriver derefter, hvad man har lavet førhen. Et alternativ kan være det funktionelle CV, hvor man starter med at beskrive sine kompetencer. Her udvælger man selvfølgelig den information, som er relevant for det arbejde, man søger. Beskrivelsen af ansøgerens færdigheder fylder typisk en side. På næste side følger den mere konventionelt opbyggede del af CV'et: Listen over uddannelse og tidligere arbejdserfaring.
Hvad enten man vælger at bruge et iøjnefaldende layout, formidle informationer i en atypisk rækkefølge eller måske endda beskrive uventede, anderledes sider af sin personlighed, når man langt, hvis man har et CV, der ikke ligner de andre ansøgeres. I moderne virksomheder leder man efter medarbejdere, der er originale, idérige og parate til at omstille sig. Kan man få sit CV til at udtrykke disse egenskaber, skal man nok få potentielle arbejdsgivere overbevist om, at man er uundværlig for virksomheden.
|