Dansen er en kamp og en glæde

I Nordea på skt. Clemens Torv i det centrale Århus klikker tastaturerne. Kaffemaskinen summer. Hæveautomaten spytter sedler ud i hånden på en kunde udenfor. Midt i det hele spiller en violin. På vej ind ad døren stopper kunderne op. De kaster alle et blik mod rummets modsatte ende. Her danser en mand og en kvinde. Musikken er en blanding af klassisk violin og hurtigere, rytmebaseret musik. Danserne er Noelia Mora Solvez og Jarek Cemerek.

Duoen kalder sig Albamora Contemporary. De optræder i banken som led i Dansens Dage, som er en landsdækkende festival, der fejrer dansen. Jarek Cemerek er født i Tjekkiet. Før samarbejdet med Noelia Mora Solvez dansede han professionelt på scener overalt i Europa.

”Jeg tror, man skal have en speciel mentalitet for at være danser,” fortæller Jarek Cemerek. ”Nogle gange er det meget hårdt at gå på scenen. Man skal altid kæmpe med noget: Enten sit humør eller den fysiske smerte.”

Jarek Cemerek har i årevis levet af at danse. Det tiltaler ham at kæmpe for noget og overskride grænser. Gennem sin karriere har han altid mødt forhindringer. Både protestreaktionerne fra kroppen, når den blev presset, og den mistro, han som ung blev mødt med.

”Jeg voksede op i en lille by. Mentaliteten er bare anderledes. Det vigtigste er at tjene penge og få det til at løbe rundt. Folk betragter ikke dans som et rigtigt job.”

Nordeas personale fortsætter arbejdet bag hver deres skærm. Ingen tager notits af musikken. Et par tilskuere har samlet sig omkring Jarek Cemerek og Noelia Mora Solvez, som danser moderne dans i jakkesæt og med solbriller.

Jarek Cemerek fortæller, at det er meningen, dansen skal blive en naturlig del af det miljø, han optræder i:

”Det handler om bare at være i banken, i rummet, være et almindeligt menneske og nyde øjeblikket. Vi prøver at sige, at man godt kan stoppe et øjeblik og slappe lidt af.”

Forhindret i at danse

Jarek Cemerek besluttede sig som ung for at leve af at danse. Han meldte sig derfor til optagelsesprøven på konservatoriet i Prag. Hans forældre brød sig hverken om den plan eller om dans. De besluttede sig for, at han ikke skulle have lov til at tage af sted. Da dagen for prøven endelig kom, efterlod forældrene Jarek i lejligheden i den lille, tjekkiske by, hvor de boede. Da de gik, låste de døren.

Jarek Cemereks bedstefar havde dog helt andre planer - og en nøgle til forældrenes lejlighed. Jarek Cemerek fortæller, at bedstefaren kom kørende i sin gamle Trabant for at hente ham. Det lykkedes ham at køre Jarek Cemerek til optagelsesprøven i tide. Det blev begyndelsen på hans liv som danser.

”Der kom et brev med besked om, at jeg var optaget. Mine forældre var i chok. De havde ingen idé om, hvordan jeg havde kunnet gøre det.

”I glemte, jeg havde en nøgle,” sagde min bedstefar.

"Takket være min ham kan jeg stadig danse.”

Jarek Cemerek sætter sig på alle fire. Han kravler over gulvet mellem bordene, hvor de ansatte uanfægtet arbejder videre, og telefonerne stadig ringer. Flere blandt publikum griner stilfærdigt. Til sidst kravler han gennem en dør, som smækker bag ham. I et øjeblik drukner støjen fra automaterne i klapsalver.

Af Eva Aargaard - d. 16 Juni 2009