Byen under byen

Nytårsaften sang passagererne til ære for Michael Hvas. I et af metroens toge boblede feststemningen over. Passagererne spillede en omgang indendørs fodbold og Michael lavede et par driblinger. Belønningen var en improviseret, personlig hyldest på melodien til en Brøndby-sang. Komplet med klapsalver og kampråb.


I det net af underjordiske gange, som metroen snor sig i under byen, skal metrostewarder som Michael få byens mange livsformer til at omgås hinanden fredeligt på begrænset plads. På alle tider af døgnet vælter skiftende strømme af passagerer ind i togene: arbejdsnarkomaner med øret klistret til mobiltelefonerne, morgengnavne gymnasieelever med næsen i lektierne, udkørte forældre, snakkesaglige pensionister, cafesmarte par, grædende teenagere, som er på vej hjem efter at have slået op med deres kærester.


Socialarbejder og damefrisør
Når nogen har brug for en snak, lægger Michael øre til: 


”Jeg tror det er lidt ligesom at arbejde i en damefrisør. Folk vil gerne lige have luft for et eller andet eller fortælle, hvor sure de er på konen. Nogle gange møder man de samme igen og igen.” 


Ulempen ved jobbet er de tilspidsede situationer. De passagerer, som er tydeligt påvirkede af alkohol eller stoffer. De øjeblikke, hvor kunderne er ved at komme op at slås.


I Nørresundby, hvor metroen passerer et psykiatrisk hospital, er Michael specielt opmærksom. Sidste gang, det trak op til konflikt, var, da en patient generede nogle unge drenge med racistiske tilråb. Michael kunne se, det var et spørgsmål om få sekunder, for toget blev scene for et slagsmål.


”Så tog jeg en snak med dem. Jeg forklarede, at jeg godt kunne forstå, det var irriterende, men hun var jo syg og kunne ikke gøre for det. De gav mig ret. Men de sagde, at hvis jeg ikke havde været der, havde de måske slået hende.” 


Michael er tidligere socialarbejder med speciale i udsatte unge, og han bruger stadig erfaringerne fra sit gamle job. Hvis der er nogle, der laver ballade, gælder det om at skabe kontakt, så man kan få løst konflikten. Da stewarderne jagtede løsningen på problemet med de unge, der kastede sten på togene i Kastrup, valgte Michael en lidt utraditionel løsningsmodel:


”Jeg inviterede dem ud på metroens hovedkontor og gav dem en rundvisning i værkstedet og kontrolrummet. Vi snakkede lidt med dem om, hvad det koster at reparere sådan en forrude. Jeg tog dem på fersk gerning, og de var meget overraskede over, at jeg ikke kontaktede politiet. Siden den gang har de ikke lavet nogen problemer. Og nu hilser vi rigtig pænt på hinanden.”


Ulve i metroen
Som steward skal Michael søge for, at reglerne bliver overholdt. Også selvom kunderne er ualmindeligt kreative, når de forsøger at smyge sig udenom. For eksempel var der manden, som tog sin ti kilo tunge labrador med i en vasketøjstaske – hunde kører nemlig gratis med toget, så længe man husker en taske at bære dem i. Og ham, som påstod, hans hund i virkeligheden var en ulv.


”Hans hund lignede en ulv, og det sagde han også, den var. Han førte mig hen til vores regeltavle og spurgte, hvordan man løste billetter til ulve. Det kunne jeg Ikke vise ham. Til gengæld kunne jeg forklare, hvor man købte billetter til hunde. Han spurgte mig, om jeg kunne være helt sikker på, det ikke var en ulv, han havde med.”


Michael måtte svare nej. Han var selvfølgelig ikke fuldstændig sikker. Den lettere berusede mand fik lov til at køre gratis – denne gang. Som opsynsmand i byen under byen bliver man nogle gange nødt til at slække en smule på reglerne, så det hele glider lidt lettere. 


Tolerance er afgørende
Situationsfornemmelse og tolerance er de egenskaber, som gør Michael i stand til at navigere sikkert i Københavns undergrund. Det gælder om at lægge fordommene til side.


”Fordommene bliver hurtigt skudt ned igen. Man lærer jo en hel masse om andres hverdag og liv. Nogle gange er det lidt som at være med i en Tv-serie – der er så mange skæbner i metroen”

Af Eva Aargaard - d. 21. April 2009